Historien om Den lille Kanon og de store…
hvor meget står med usynlig skrift.
Der var engang –
og det er ganske vist – en lille kanon.
Den kom til verden i et af kongens kanonstøberier i 1814, og den var af den fineste bronze, skinnende blank og flot og med kongens monogram og årstal på.
Men den var anderledes end de store kanoner, for det var en fredelig lille kanon, som ikke skulle slå ihjel, men i stedet for redde liv og skabe glæde. Det var en lille kanon ret glad for, selv om den ikke forstod meget af, hvad det gik ud på, for den var jo helt ny.
Men først skulle den vise, at den kunne holde til noget – man kaldte det for prøveskydning – så den fik en ordentlig mundfuld sort krudt og en lunte gennem sit fænghul, og så blev der sat ild til. For første gang oplevede den lille kanon, at den havde en høj og tydelig stemme, og at folkene omkring den så veltilfredse ud.
”Den klarede et halvt pund krudt” sagde man, og det var ikke så ringe endda. ”Det bliver en god signalkanon.”.
For det var, hvad den lille kanon blev født til.
Og så kom den til søs og skulle lade sin røst lyde, når det var tåge, så andre skibe kunne høre, at der var risiko for kollision. Og den skulle også kunne afgive de tre kanonskud som fortalte, at den var på et dansk skib.
Efter nogle år til søs kom den lille kanon igen i land og blev ansat ved selveste Tivoli i København, hvor man nemlig også bruger kanoner til fyrværkeri, og her levede den så i temmelig mange år og befandt sig godt ved sit nye job.
Men til sidst var de små kanoners tid ved at være forbi, og den lille kanon måtte gå på pension, hvor den kun fik lov til at sige noget meget sjældent og ved private fester. Det måtte man nemlig godt. Dengang.
Og for en kanon er det jo en lidt trist tilværelse.
Men så en dag kom der en mand, som gerne ville købe den lille kanon, og det viste sig at være en rigtig fin ide for den lille kanon, for nu fik den nemlig lejlighed til at møde nogle rigtigt store kanoner, som ganske vist var på museum og havde set bedre dage, men den lille kanon følte dog en vis stolthed over at være kommet i så fint et selskab.
Efter så lang tids pause, måtte den lille kanon tage sig virkeligt sammen for at blive hørt – de store kanoner lod sig nemlig slet ikke mærke med, at den var kommet. Men i sit nye job skulle den lille kanon i arbejde to gange om året – det var trods alt meget bedre end slet ikke – og så fik den også lov til at øve sig et par gange ekstra.
Altså tog den lille kanon sig gevaldigt sammen for at blive hørt, og den tog nogle store mundfulde sort krudt, et par pølsebrød og en pose hvedemel i munden på én gang, og så kunne man rigtigt høre og se, at den var i godt humør. Og tilskuerne klappede også, så den lille kanon blev glad.
Det bliver man jo, når nogen klapper for det, man præsterer.
Men så kom der en dag, som den lille kanon havde glædet sig til, for det var højsommer og ofte en del glade mennesker, som den skulle optræde for. Og den skulle afgive hele tre skud, så den glædede sig.
Det startede med, at den lille kanon afgav sit første skud fint, højt og tydeligt, så de fleste kunne høre det.
Så var der taler og sange, og den lille kanon skulle skyde sit andet skud, som også gik fint.
Man ved jo, at man små gryder også har ører, men de færreste ved, at små kanoner også har det. Men det har den lille kanon, og den lyttede til de fine taler og tak til alle dem, som havde bidraget til det fine arrangement. Men den hørte slet ikke sig selv blive nævnt. Det blev den ked af.
Ganske vist er det jo en lille kanon, men den havde anstrengt sig meget for at blive hørt, og mange folk havde hørt den. Men ikke de store kanoner. I hvert fald tav de derom. Så den lille kanon kneb en tåre eller to – og så blev krudtet jo vådt. Det var ikke godt, så da den lille kanon skulle afgive sit sidste skud, kom der ikke noget. Det lykkedes dog den lille kanons venner at trøste den så meget, at det sidste skud alligevel kom, men da var det lidt for sent.
Og nu står den lille kanon og funderer over, om den måske skal tale endnu højere næste gang ? Men da det er i december og der er meget langt til de store kanoner, så klarer den nok alligevel ikke at råbe dem op.
Men de folk, som oplever den lille kanon stramme sig an, bliver glade og klapper.
Og – som sagt – man bliver glad, når nogen klapper for det, som man præsterer.
